Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


CKV Syn - 527.000 kr. til IT-undervisning for svagtseende ældre på Fyn

Flere og flere vigtige informationer og meddelelser fra kommuner og offentlige myndigheder bliver sendt til borgerne elektronisk, og generelt bliver mere og mere digitaliseret. Synshandicappede ældre er i den sammenhæng en udsat gruppe.

 

I de fynske kommuner bor der cirka 5.000 borgere, der har en svær synsnedsættelse, og heraf er langt de fleste over 75 år gamle. For at denne gruppe borgere skal kunne bruge nye IT-løsninger som e-Boks og borger.dk, har de brug for IT-undervisning, som tager højde for deres alder og synshandicap. Med de 527.000 kr. fra TrygFonden vil Synsrådgivningen under Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi i Region Syddanmark udvikle nyt undervisningsmateriale målrettet svagtseende ældre.

 

- Vi er utrolig glade for TrygFondens donation, der gør det muligt for os at hjælpe en udsat gruppe borgere, som ellers vil have svært ved at modtage og finde nødvendig information fra bl.a. myndighederne. Synshandicappede ældre kan nemt blive hægtet af digitaliseringen, men dette projekt skal gerne forebygge teknologisk eksklusion og i stedet sikre, at gruppen inkluderes i det digitale Danmark på lige fod med andre, siger Susan Linke, IT- og kommunikationskonsulent hos Synsrådgivningen på Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi i Odense.

 

Synsrådgivningen har tidligere med stor succes gennemført et projekt med iPad-undervisning til svagtseende ældre. Dette projekt blev ligeledes støttet af TrygFonden, som da også forventer positive resultater med dette nye projekt.

 

- Synsrådgivningen har gode forudsætninger for at udvikle et målrettet og gennemtænkt undervisningskoncept. Deres sidste projekt blev utrolig flot evalueret af de deltagende ældre, der havde lært en masse og bl.a. var blevet trygge ved at bruge e-Boks. Med den omfattende og lynhurtige digitalisering, som vores samfund gennemgår, er det nødvendigt at sikre, at alle borgere bliver digitalt inkluderet og har lige adgang til information. Synsrådgivningens nye projekt handler om at få en udsat gruppe borgere med i det digitale fællesskab, og da netop det at blive en del af et positivt fællesskab, er et af TrygFondens fokusområder, er vi glade for at støtte initiativet, siger Poul Andersen, formand for TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.

 

Overrækkelse af donationen fandt officielt sted fredag den 30. september kl. 12.30

Checken blev overrakt af Poul Andersen, formand for Trygfondens regionale råd.


Senest opdateret den 10-10-2016
Skriv til Socialområdet