Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


ADL

ADL er en forkortelse for aktiv daglig livsførelse. Når du får en alvorlig synsnedsættelse, kan det være næsten uoverkommeligt at klare de daglige aktiviteter som fx madlavning, rengøring, vask af tøj, oprydning og indkøb.

Med ADL undervisning får du mulighed for at generhverve dit tidligere aktivitetsniveau.

Du kan lære at gøre tingene på en ny og anderledes måde. Fx kan man koge, bage og stege ved at tage tid i stedet for at bruge synet. Forskellige husholdningsmaskiner kan også afmærkes, så du kan anvende dem efter kort instruktion. Vores udgangspunkt er, at man kan gøre næsten alt, selvom man ikke kan se, idet arbejdet ofte ikke udføres med øjnene men med hænderne. Synet bruges i mange tilfælde blot til at tjekke op på, om hænderne har udført det rigtige job.

Mange, der mister syn, synes også det er svært at være sammen med andre, når de skal spise, drikke kaffe m.m. Man kan være bekymret for at spilde, for at spise grimt og for, at andre vil tage anstød. Synskonsulenten kan undervise dig i, hvordan du fx hælder op og bruger kniv og gaffel, så du trygt kan spise sammen med andre.

Der er mulighed for at få ADL undervisning af synskonsulenterne i dit hjem og nærmiljø.

Nogle har også stor glæde af at møde andre, der er i samme situation. For dem er der mulighed for at deltage i kurser. Vores undervisning er altid individuelt tilpasset, så du kan blive undervist på den måde, der passer bedst til dig, indenfor de emner som du har ønske om eller behov for. Undervisningen tilpasses ligeledes efter, hvor meget tid og energi du kan mønstre på det pågældende tidspunkt.    


Siden er sidst opdateret 4-5-2018
Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi