Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


CCTV og elektronisk lup

CCTV:
CCTV er en forkortelse for Closed Curcuit Television (lukket kredsløbs fjernsyn). Det betyder, at maskinen ikke er koblet op mod systemer som fx internettet, men er sit helt eget system. Mange kalder maskinen for en læseskærm eller en forstørrelsesmaskine. Et CCTV kan bruges af borgere, der ikke kan læse med almindelig optik som fx briller og lyslupper. Maskinen består kort sagt af en bordplade (kaldet et x/y bord), der kan bevæge sig i alle retninger, en kameradel med indbygget lys, samt en skærm. Når man lægger fx et brev ned på pladen, så filmer kameraet brevet og viser det på skærmen. Her kan man så vælge, hvor stor teksten skal være for at stå så tydeligt som muligt. Man kan også lave farverne om, så fx et almindeligt brev med sorte bogstaver på hvidt papir, vises som hvide bogstaver på en sort baggrund. Dette kan få teksten til at træde tydeligere frem for en svagtseende, og samtidig hjælper det folk, der er følsomme overfor skarpt lys, idet det alene er teksten og ikke hele baggrunden, der lyser op. Et CCTV kan bl.a. bruges til følgende: Læsning af breve, medicinanvisninger, tilberednings- vejledninger, udløbsdatoer og brugsanvisninger. Teknologien er også meget velegnet, hvis man fx har behov for at kunne skifte batteri i sit høreapparat. Man kan også bruge maskinen, hvis man skal aflæse, hvor mange doser der er tilbage i en inhalator, eller se hvor mange enheder fra en insulinpen man har fået og hvornår. CCTV’et er meget let at indstille, og man bevæger sig rundt i teksten/emnet på pladen ved at flytte bordpladen op og ned og fra side til side. Ulempen ved et CCTV er, at man skal sidde et bestemt sted for at kunne læse.

 
Man kan ikke få bevilget et CCTV, hvis der kan kompenseres for synsnedsættelsen med specialoptik eller almindelig lyslup.
 
Borger ved CCTV


 


Elektronisk lup:
Elektroniske lupper er en blanding mellem almindelige lupper og et CCTV.
Præcis som CCTV’et kan de lave farverne om og forstørre teksten elektronisk, men de er meget mindre og har ikke nogen x/y plade. Fordelen er, at man kan tage luppen med rundt i huset, ud i supermarkedet eller med på ferien. Med en elektronisk lup kan man også tage et billede, hvis fx en pris i supermarkedet er placeret sådan, at man ikke kan komme tæt nok på til at læse den. Man rækker blot luppen frem og tager et billede. Så kan man forstørre billedet, ændre farver osv., så man alligevel kan se, hvad varen koster. Ulempen ved de elektroniske lupper er, at de ikke er så velegnede til længere tids læsning.

Man kan ikke få bevilget en elektronisk lup, hvis der kan kompenseres for synsnedsættelsen med specialoptik eller almindelig lyslup.

 

Borger med elektronisk lup

 


Siden er sidst opdateret 20-9-2017
Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi