Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


Christina Pawsø beskriver sit commotio forløb på CKV Odense

Mindreværd – intet værd – selvværd

Jeg sad på mit kontor til et møde med pårørende til en borger. Deres øjne stirrede vredt og opfordrende på mig – løs nu vores problem!!! Men jeg kunne ikke huske, hvad deres problem var. Eller hvad de hed.

I 2017 overså en ung mand, der lige havde fået sit kørekort, sin ubetingede vigepligt og drønede ind i siden på mig og min bil. Han var rystet og jeg synes, det var frygteligt synd for ham og beroligede ham. Det skal nok gå. Jeg havde slået mit hoved mod vinduet, den side af min krop, der var blevet påkørt, gjorde ondt, men det synes jeg egentlig var naturligt nok. Det skulle også nok gå over. Er det ikke bare indbildning?

Det var en lørdag. Jeg tog til læge – bare for en sikkerheds skyld – om mandagen og kørte på arbejde bagefter. Smertestillende bragte mig igennem de første uger. Jeg var godt nok også småsvimmel og havde kvalme, meeen mon ikke det bare var noget, jeg bildte mig ind? Der gik noget tid. Så var det sommerferie og jeg var TRÆT. Jeg tænkte, at NU kunne jeg komme mig ordentligt. Men alle symptomer tiltog. Hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, søvnløshed, smerter i nakke, ryg, bækken og lænd. Og så bemærkede jeg, at jeg huskede dårligt. Det havde jeg egentlig gjort et stykke tid, når jeg tænkte mig om og kiggede på mængden af huskelister på mit bord. Jeg følte det næsten umuligt at læse og koncentrere mig. Jeg var til fare i trafikken, fordi jeg ofte oplevede dobbeltsyn og resten af tiden sløret syn. Og jeg pendlede ca. 100 km hver vej i bil dagligt på motorvej.

 

Identiteten, der forsvandt

Kulminationen skete den aften til det møde med vrede og bekymrede pårørende. Jeg anede ikke, hvad vi holdt møde om. Det gik først der op for mig, at det begyndte at have konsekvenser for andre, at jeg ikke var ”mig selv”.

Så sygemeldte jeg mig. Gik til læge og blev henvist til en masse specialister. Det blev konstateret, at jeg havde senfølger efter hjernerystelse, piskesmæld, bækkenet var trykket skævt og jeg havde kun gået og gjort det værre ved min adfærd gennem flere måneder.

Da neurologen efter 3 mdr fuldtids sygemelding sagde, at det havde meget lange udsigter – hvis nogen, at komme tilbage i almindeligt job, blev jeg afskediget fra mit job som seniorchef. Et job jeg elskede og en ar­bejdsplads jeg elskede endnu mere. Og fremtiden var uvis – min arbejdsidentitet blev lige så skrammet som min hjerne og krop. Fra at have følt kæmpe mindre­værd over ikke at kunne passe mit job, følte jeg, at jeg med eét, INTET var værd. Og måske aldrig ville blive det igen.

Jeg blev af neurologen opfordret til gennem jobcenteret, at søge om genoptræning ved Center for Kommunikation og velfærdsteknologi (CKV) ved Region Syddanmark. De havde kort forinden startet et commotio-team, som neurologen havde gode erfaringer med.

 

Endelig kunne nogen gøre noget

Jeg talte med min meget imødekommende jobkonsulent om muligheden og hun ville drøfte det med sin chef. Umiddelbart var det lidt svært at finde ud af, hvilken paragraf, det skulle ind under, men hun ville gøre, hvad hun kunne.

Jobcenteret bestilte en udredning ved commotio-teamet og de beskrev i en plan, hvad de kunne hjælpe med. Indtil da havde alle fagpersoner – undtaget kiroprak­toren – ikke kunne gøre så meget udover at anbefale mig ro. Det havde jeg på daværende tidspunkt forsøgt på forskellige måder at gøre igennem næsten ½ år og jeg havde på ingen måde oplevet nogen forbedringer. Jobcenteret bevilligede mig den genoptræning som CKV anbefalede og i maj 2018 kunne jeg endelig komme i gang.

Udover oplevelsen af at møde fagpersoner, der havde reel viden på commotio-feltet, som de med stor dygtig­hed anvendte tværfagligt og sammenhængende, blev jeg også mødt af mennesker med indlevelse og tro på, at min situation kunne forbedres markant.

Træningen bestod af øvelser lige fra energistyring, synstræning, motorisk træning, træning af den vestibulære sans, træning af stimuli-håndtering, anvendelsen af hjælpe- og træningsmidler via apps, tyngdedyne osv. Jeg trænede forskellige øvelser ca. 2 timer dagligt fordelt over hele dagen. Og SÅ skete der noget!

 

Fra intet værd til selvværd

Efter 2 måneder kunne jeg begynde at arbejde 2 timer om ugen. Min arbejdsplads var meget åbne for, at jeg kunne ”jobtræne” hos dem i min opsigelsesperiode.

Jeg trappede arbejdet op med to timer ugentligt og havde tæt sparring undervejs om, hvordan jeg bedst kunne gøre det. Finde balancen mellem at presse sig selv nok til, at der skete en positiv udvikling selvom det i starten var ubehageligt, men ikke så meget at det medførte tilbageskridt. En balance jeg aldrig selv havde fundet. På trods af min uddannelse som antro­polog, hvor en af mine kerneopgaver er observation, er man altså ualmindeligt biased, når man skal observere sig selv. Jeg havde en tilbøjelighed til især at presse alt for meget på, men ind i mellem også at presse for lidt for at undgå ubehag.

Jeg er nu tæt på afslutningen af min genoptræning, som har varet ca. 10 mdr. Min opsigelsesperiode afslutter om 14 dage, men min arbejdsplads har tilbudt mig et job som chefkonsulent på 28 timer, 2 hjemme­arbejdsdage og en fridag ugentligt. Det er selvfølgelig langt fra tidligere tiders arbejdskapacitet, MEN jeg kan forsørge mig selv. Jeg er ikke på hel eller delvis offent­lig forsørgelse resten af mit arbejdsliv. OG jeg trives i mit eget liv igen.

 

Samfundsøkonomi – hvad med de andre?

Under mit forløb er jeg stødt på overraskende mange i samme situation som mig selv. Nogle har stødt hovedet ind i en køkkenlåge under rengøring, andre har været ude for voldsomme uheld, men resultatet er blevet det samme. Vi er alle blevet uarbejdsdygtige.

Mange af dem har ikke fået noget hjælp til genoptræ­ning og flere år efter, er de fortsat lige så syge, som de var i starten. Udover alle de fysiske symptomer, der plager dem, har mange oplevet at depression, angst og stress er stødt til grundet usikkerhed om fremtiden, manglende evne til at forsørge sin familie og et kæmpe tab af livskvalitet, fordi man ikke længere kan deltage i mange sociale sammenhænge. Så i stedet for at være uarbejdsdygtige i en periode, hvirvler de afsted i en nedadgående spiral, der gør dem uarbejdsdygtige for livet.

 

Uden at være økonom er mit bud, at investeringen ved at sende mig og andre til genoptræning på CKV eller tilsvarende steder, kommer til at betale sig selv tilbage mange gange både samfundsøkonomisk og menne­skeligt.

 

Christina Pawsø

Nyborg

 


Siden er sidst opdateret 8-3-2019
Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi