Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


CKV Høre - Videomøder: en udfordring med nedsat hørelse

Hvad man skal være opmærksom på, når man holder online møder eller facetimer med personer med høretab:

  • Sørg for at mødet holdes med god internetdækning. Det giver den bedste lyd og det bedste billede.
  • Tal én ad gangen, hvis I er flere, der er med.
  • Hvis du bruger en smartphone eller iPad, så stil den op ad noget, så den står stille under mødet.
  • Vær tydelig, når du taler og tal i et roligt tempo.
  • Kig hele tiden ind i kameraet, når du taler. Lyden og mundaflæsningen forsvinder, hvis du kigger et andet sted hen.
  • Hvis du vil vise noget, fx med kameraet i telefonen, så undgå at tale samtidig. Vent til man kan se dig igen.
  • Brug gerne mere gestikulation: Vink – klap – Giv ”tommelen op” osv. Så kan man lettere se, om du er glad, sjov eller vil noget med samtalen. Så undgår du også at afbryde lyden fra de andre, der taler.
  • Undgå at spise eller tygge tyggegummi imens, så er du nemmere at forstå.
  • Det hjælper som regel på lyden for alle til mødet, hvis man slukker lyden på sin mikrofon, hvis man ikke taler. Så er der ikke baggrundsstøj eller ekko til at forstyrre signalet.
  • Brug gerne headset, når I holder videomøder. Det giver som regel en bedre lyd for dem, der skal høre dig og mindsker baggrundsstøjen.
  • Sørg for at have så lidt baggrundsstøj som muligt. Et soveværelse er som regel bedre at tale fra, end et køkken med emhætte, hård akustik og andre i familien, der taler.
  • Hvis I holder møder på arbejdet eller lign. er det fortsat en god idé lige at skrive et lille referat om, hvad I er blevet enige om. Det forebygger misforståelser.
  • Nogle videosystemer tillader, at man kan chatte (dvs. skrive til hinanden). Det kan være en fordel, hvis man skal give en besked med adresser osv. undervejs.
     

Senest opdateret den 10-02-2021
Skriv til Socialområdet

Tilgængelighedserklæring