Gå til indhold

Frise CKVTil Region Syddanmarks hjemmesideTil forsiden


Gruppeundervisning til personer med Parkinsons sygdom

I Danmark diagnosticeres ca. 1.500 personer om året med Parkinsons sygdom. Op mod 80% af disse, vil på et tidspunkt i deres sygdomsforløb opleve tale-stemmevanskeligheder. Personer med Parkinsons sygdom, vil ofte opleve, at deres stemmestyrke bliver svagere, mere hæs og luftfyldt, samt at talen bliver mere utydelig og monoton. Endvidere har mange personer med Parkinsons sygdom en oplevelse af, at de af og til taber tråden, og glemmer det, de netop skulle til at sige.

På CKV tilbyder Taleafdelingen logopædisk undervisning til personer med Parkinsons sygdom. Efter en udredning tilbydes de fleste et individuelt tilrettelagt undervisningsforløb med fokus på netop de talestemmevanskeligheder, som de oplever.

Ud over eneundervisning tilbyder CKV gruppeundervisning til personer med Parkinsons sygdom.
1 – 2 gange om året samles 6-8 personer med Parkinsons på et gruppetilbud, hvor fokus er at forbedre talen/stemmen. Langt de fleste med Parkinsons sygdom vil opleve, at deres tale-stemmevanskeligheder er meget identiske, og det giver derfor god mening af mødes med andre og dele erfaringer.

Et gruppeforløb varer 8 uger, hvor kursisterne mødes 1 gang om ugen, af 2 timers varighed pr. gang. Undervisningen varetages af en logopæd med mange års erfaring indenfor Parkinsons-området. Formålet er at deltagerne igennem kurset forbedrer deres tale/stemme. Øvelserne i gruppen kan være lette, motoriske øvelser, kognitiv træning, kommunikationstræning og naturligvis socialt samvær.

Den 13. januar 2022 starter vi endnu engang et Parkinsons-gruppetilbud op, og vi glæder os til at byde 6 nye kursister velkommen på CKV.


Senest opdateret den 11-01-2022
Skriv til Socialområdet

Tilgængelighedserklæring