Skip til primært indhold

Legeteket indbyder til temadag: Styrk børns udvikling og læring

Hvordan arbejde jeg med kognitiv udvikling hos børn?

Igennem vores samspil og kommunikation med børn, er vi med til at udvikle børns evner til at tænke og lære. Gennem det understøttende samspil kan vi styrke effekten af vores pædagogiske indsats, så den åbner nye døre for børns læring.

Legeteket har indbudt Jens Wilbrandt til at holde temadag om børns udvikling og læring i daginstitution og indskoling, for fagpersoner: fredag den 4. oktober 2024 kl. 9.00 – 15.30

Jens Wilbrandt er en pioner på området. Hans arbejde med børns kognitive udvikling og begrebstilegnelse er ny og åbner perspektiver med stor betydning for børns generelle udvikling, tænkning og læring.
Du er garanteret et højt fagligt niveau, med udgangspunkt i det lavpraktiske i vores hverdag. Så du vil gå fra kursusdagen med fornyet indsigt og praksisnær inspiration.

Temadagen er både rettet mod almenområdet og børn med særlige udfordringer.
Børns tænkning udvikles i høj grad ved, at vi som voksne stiller os mellem børnene og verden, og støtter dem lige præcis tilstrækkeligt til, at de mentalt skal stå på tæer. Gennem arbejde med spil, faglige opgaver og andre aktiviteter, kan vi se hvilke generelle, kognitive færdigheder, som nogle børn har udfordringer med, og systematisk understøtte udviklingen af disse færdigheder.

Jens Wilbrandt tager udgangspunkt i det medierede samspil og bygger videre på udviklingspsykologen Reuven Feuersteins pædagogiske tanker. Den pædagogiske tilgang fokuserer på at støtte barnet til at lære at lære og lære at tænke, ved at udvikle strategier. Barnet opnår således færdigheder, som rækker ud over klasseværelse og ind i det almindelige hverdagsliv. Tilgangen bidrager ud over viden, også med metoder, tips og tricks, som kan gøre vores kommunikation med alle børn langt mere effektfuld og læringsorienteret.
Temadagen er praksisorienteret, og vil fokusere på spil og aktiviteter, som kan træne børns generelle læringsparathed og kognition.

På dagen arbejder vi blandt andet med fokuspunkter som:

  • Planlægning og systematik
  • Begrebsapparat og logisk tænkning
  • Opmærksomhed og arbejdshukommelse
  • Selvregulering og perspektivtagen

Gennem arbejde med spil, praktiske opgaver og øvelser vil du få egne erfaringer med, hvordan du kan bidrage til at styrke børnenes tænkning og kognitive færdigheder, og dermed blive mere opmærksom på, hvordan vi kan støtte vores børns og elevers udvikling.

Vi vil også kort berøre nogle af de vidensmæssige faktorer, som ligger til grund for den medierede tilgang til læring, herunder:

  • zonen for nærmeste udvikling, forskellen på intelligens og kognitive funktioner og betydningen af et forandringsorienteret mind-set
  • neuroplasticitet og samspillet mellem kognitive og mere emotionelle og sociale faktorer

Om underviseren
Jens Wilbrandt er autoriseret psykolog med speciale inden for kognitions- og læringspsykologi. Han er eksponent for en udviklingsorienteret pædagogisk-psykologisk tilgang, og har mangeårig erfaring inden for det specialpædagogiske og neuropædagogiske område. Jens Wilbrandt er Viso-specialist og arbejder intensivt med kognitiv træning og dynamisk assessment, som fokuserer på systematisk afdækning af udviklingspotentialer.


Læs mere og/eller tilmeld dig ved at klikke på denne linje.

Kvinde sider mellem to børn, der leger
APPFWU01V