Hjerneugen på CKV – en hjertesag
CKV deltog i uge 11 i Hjerneugen, som i år satte fokus på senfølger efter hjernerystelse.
En solrig fredag samlede CKV 40 fagfolk fra alle kommuner på Fyn – og enkelte gæster fra Sjælland. Anledningen var Hjerneugen i Danmark. Leder af Center for Hjernerystelse, Hana Mala Rytter og hjernerystelsesteamet ved CKV delte den nyeste viden med deltagerne.
Det var en dag fyldt med veloplagte og meget faglige oplæg. Det faglige blev suppleret med en borgers beretning om livet efter en hjernerystelse: Efter målrettet og tværprofessionel rehabilitering - og 4 års op- og nedture - er borgeren tilbage på arbejde, og forsøger sig selv.
Dialogen mellem deltagerne på denne solskinsfredag kredsede dels om det faglige og dels om at finde vej gennem systemet. Der er et bredt ønske hos alle – hospitaler, kommuner og kommunikationscentre – om at vi kunne hjælpe flere borgere med langvarige symptomer efter hjernerystelse. Antallet, der henvender sig med alvorlige følger af hjernerystelse, ser endda ud til at være stigende. Det er i mange tilfælde ulykkelige borgere, der må stoppe uddannelse, arbejde og fritidsaktiviteter på grund af senfølger. Da hverken ”sundhed” eller ”social” har placeret ansvaret for rehabilitering efter en hjernerystelse, er borgere ofte overladt til sig selv.
Kliniske retningslinjer – et skridt på vejen?
Som noget nyt kan vi nu i Danmark læne os op af de Kliniske Retningslinjer for hjernerystelse (Sundhedsstyrelsen og Center for hjernerystelse, 2021). Men da lovgivningen på området ikke er konsistent, er der (endnu) ingen systematisk praksis og intet budget for en indsats, fx på kommunikationscentre eller i de bevilgende kommuner. Så indtil videre løses opgaven i CKV fra sag til sag i samarbejde med kommunerne. CKV samarbejder endvidere med landets øvrige kommunikationscentre og med Center for Hjernerystelse, og er derfor altid opdaterede med den nyeste viden.
CKV's hjernerystelsesteam takker for den gode og åbne dialog, og ser frem til samarbejdet om at styrke indsatsen for borgere med senfølger efter hjernerystelse på Fyn.