Skip til primært indhold

Døvblindhed

På konferencen ”Low vision and rehabilitation” i Firenze var et af årets store fokusområder Døvblindhed og ICF.

Inden for det rehabiliterende område, er Verdenssundhedsorganisationens (WHO’s) klassificeringsværktøj (ICF) et grundlæggende element. ICF er det redskab og den fælles forståelsesramme, der bruges inden for rehabilitering til at beskrive en persons funktionsevne og helbred ud fra et biopsykosocialt perspektiv. Med biopsykosocialt perspektiv menes sammenhængen mellem kropsfunktioner, aktiviteter, deltagelse, og de personlige samt omgivelsesmæssige faktorer, der påvirker dem. ICF har til formål at skabe et fælles sprog for forskellige faggrupper og sektorer, så alle kan samarbejde helhedsorienteret omkring og med borgeren. 

ICF har hidtil ikke omfattet døvblindhed som en selvstændig, specifik funktionsnedsættelse. Dette har haft stor betydning for forståelsen og den tværfaglige indsats omkring døvblinde. 

Netop nu rettes der internationalt fokus på præcis denne udfordring, der skaber barrierer for den holistiske tilgang og den tværfaglige- og tværsektorielle rehabilitering. 

Det Europæiske Netværk for Personer med Døvblindhed (EDBN) er i samarbejde med verdensorganisationen for døvblinde, WFDB, DbI og universiteterne i Montreal og Groningen i gang med at udlede de karakteristika, der i fremtiden skal tilføjes ICF modellerne i hele verden. 

Når struktur bliver en barriere for gode løsninger

På CKV har vi i mange år set, at netop den manglende forståelse for det dobbelte sansetab har skabt nationale barrierer for den innovative og helhedsorienterede rehabilitering. På trods af, at vi i Syns- og Hørerådgivningen arbejder tværfagligt omkring de døvblinde, anser vi derfor arbejdet med en reel anerkendelse af funktionsnedsættelsen som afgørende for fremtiden inden for det højt specialiserede socialområde. 

CKV tilbyder borgere med en kombineret syns- og hørenedsættelse:

  • Tværfaglig udredning
  • Rådgivning og undervisning
  • Afprøvning af hjælpemidler  

Vi tilbyder også fagpersoner og/eller pårørende til døvblinde rådgivning og vejledning om, hvilke tiltag der er aktuelle, og hvordan videre hjælp og udredning kan foregå. CKV’s audiologopæder, synskonsulenter, IT-konsulenter og optometrister varetager udredning, afprøvning og undervisning.

Vil du vide mere om CKV’s arbejde med døvblinde på Fyn eller har du spørgsmål om hjælpemidler til at kompensere for nedsat syn og nedsat hørelse? Kontakt CKV på hverdage mellem 9 og 12 på 9944 3400 eller på ckv@rsyd.dk.

Døvblind mand sidder på en bænk. Han lader til at være trist
APPFWU01V