Skip til primært indhold

En hverdag uden mobiltelefon og PC

Her i 2023 er det vanskelig at forestille sig, at en hverdag kan hænge sammen uden mobiltelefon og computer. Men det kræver, at teknologien er tilgængelig, og at man kan betjene den.

Hverdagens udfordringer

En hverdag uden mobil og PC? Dette senarie blev pludselig virkeligheden for en kvinde på Fyn, der var ramt af både parkinson og artrose (også kendt som slidgigt). Det er begge to alvorlige og varige lidelser, og de kan blandt andet medføre smerter, nedsat bevægelse og nedsat muskelstyrke. For kvinden blev symptomerne invaliderende, og det betød, at hun ikke længere kunne sende sms’er og skrive e-mails.

Kvindens tilstand medførte, at hendes hænder rystede, og hun havde nedsat kraft i fingrene. For kvinden betød dette, at hun ofte tastede forkert på mobiltelefon og computertastatur, hvilket var til stor frustration for hende, og dem som hun kommunikerer med. Hun oplevede, at hun gradvist mistede kontakten med omverdenen. Heldigvis blev kvinden henvist til CKV af sin talepædagog, og modtog her den fornødne hjælp.

Hjælp fra CKV

På CKV fik kvinden hjælp fra IKT-afdelingen, hvor en IKT-konsulent foretog udredning af hendes nedsatte funktionsniveau. Sammen med kvinden afprøvede og tilrettede konsulenten hjælpemidler, og i fællesskab implementerede de hjælpemidlerne, så kvinden fik løst sine udfordringer i hverdagen.

 

Hvad er IKT?

IKT ‒ information- og kommunikationsteknologi er en bred vifte af teknologier, der kan kompensere for og afhjælpe udfordringer i hverdagen hos personer med funktionsnedsættelser. Det er digitale og analoge teknologier, der understøtter:

  • Kommunikation og tale
  • Hukommelse
  • Planlægning, overblik og struktur i hverdagen
  • Oplæsning
  • Skriftlig kommunikation
  • Betjening af teknologiske devices/enheder såsom computere, mobiltelefoner mv. til borgere med motoriske funktionsnedsættelser

IKT-afdelingen på CKV udreder de aktuelle udfordringer i hverdagen, og finder sammen med borgeren og eventuelle pårørende løsninger, som kan afhjælpe problemet og den nedsætte funktion.

Udredning og implementering af hjælpemidler

Som det første afklarede IKT-konsulenten konkrete problemstillinger ud fra kvindens fortælling om kroppens forandring og de aktiviteter, hun ikke længere kunne gennemføre. Ved første møde fik kvinden desuden lov til at afprøve alternativer til den telefon, hun havde på daværende tidspunkt. Sammen fandt kvinden og IKT-konsulenten frem til, at et eksternt tastatur tilkoblet til en smartphone ville lette skriveprocessen for hende. Da kvinden nu skulle forholde sig til en smartphone frem for en almindelig mobiltelefon med taster, hjalp IKT-konsulenten med at opsætte den nye smartphone til at være så let anvendelig som mulig med kun de nødvendige funktioner, som at ringe og skrive sms’er.

Til kvindens computer fandt IKT-konsulenten frem til, at hvis der lægges et ’skjold’ på computerens tastatur, vil risikoen for at kvinden kommer til at ramme flere taster på samme tid formindskes.

Kvinden fik lov til at låne både smartphone med tastatur samt computertastatur m. skjold med hjem til afprøvning, og der blev løbende evalueret og tilrettet i indstillingerne på den udlånte smartphone. Hjælpemidlerne viste sig at være til stor gavn i kvindens hverdag. Derfor valgte kvinden selv at investere i en ny smartphone, som blev indstillet på samme måde som den udlånte smartphone. I afprøvningsperioden blev kvindens datter også involveret i brugen af den nye smartphone for at kunne støtte sin mor. Det er altid vigtigt at være opmærksom på omgivelsernes betydning for at kunne understøtte en succesfuld implementering. Som afslutning på forløbet beskrev IKT-konsulenten resultaterne af udredningen og afprøvningen i en henvendelse til kommunen, som herefter bevilgede de ansøgte hjælpemidler til stor glæde for borgeren; eksternt tastatur til smartphone og tastatur med skjold til computeren.

Et stort tak til IKT-konsulenten fra CKV

Efter sagens afslutning har IKT-konsulenten modtaget en e-mailbesked fra kvinden, som har skrevet e-mailen på sin computer. Herunder kan du læse et uddrag fra kvindes e-mail, som vi har fået samtykke til at bringe:

”Jeg vil gerne takke dig for alt det, du har gjort for mig. Det har været overvældende. (…) Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne komme til at bruge en ny mobiltelefon. (…) Jeg vil ikke undlade at fortælle, at uden det tastatur, kunne jeg ikke sms'e fra telefonen. Jeg er rigtig glad for, at jeg må kontakte dig, når der opstår problemer. Til slut vil jeg takke dig for hjælpen”.

Velkommen på CKV

Den høje specialisering på CKV hjælper hver eneste dag borgere med diverse funktionsnedsættelser til at kommunikere med deres familie og venner og til at deltage aktivt i lokale aktiviteter. Har du, eller kender du en person med en funktionsnedsættelse, som oplever udfordringer i hverdagen, så kontakt CKV og få rådgivning om, hvordan du skal forholde dig samt mulighederne for at få hjælp. Uanset om det drejer sig om synet, hørelsen, talen eller mobilitet i hverdagen, så kan CKV hjælpe.

person sidder med armene løftet ved en computer
APPFWU02V