CKV er fortsat VISO-leverandør
Social- og Boligstyrelsen har valgt CKV i Region Syddanmark til fortsat at være VISO- leverandør for børn og unge med behov for specialrådgivning og -undervisning.
Opgaven blev sendt i udbud af VISO i slutningen af 2024. På CKV knoklede vi i vinter med at skrive vores tilbud, og indsatsen har heldigvis båret frugt. CKV har vundet 4 kontrakter, og de enkelte aftaler er nu på plads. Så humøret er højt på Heden 11!
Aftalerne betyder, at vi fremover skal levere specialiseret rådgivning og udredning målrettet børn og unge med komplekse udfordringer inden for:
- Bevægelseshandicap
- Alternativ, supplerende kommunikation
- Medfødt hjerneskade og udviklingshæmning
- Vanskeligheder med tale og sprog
Kontrakten varetages af CKV’s tale-, høre-, syns- og IKT afdelinger.
Det er et kæmpe skulderklap til – og en fortsat anerkendelse af – fagligheden ved CKV i Region Syddanmark og den specialiserede viden og erfaring, medarbejderne har på CKV.
Vi ser frem til, at vi fortsat skal gøre en forskel for børn og unge i kommunerne i hele Danmark, og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med Social- og Boligstyrelsen.
Fagpersoner og borgere på det sociale område kan få specialiseret hjælp og rådgivning hos Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). VISO-netværket er sammensat af landets dygtigste specialister inden for specifikke områder, som stiller deres faglige viden og erfaring til rådighed. Den samlede oversigt over de kommende leverandører på børn, unge og specialundervisningsområdet kan ses her: VISO-leverandører på børn, unge og specialundervisningsområdet |