Skip til primært indhold

Hver femte på arbejdspladsen har høreproblemer

Ny rapport viser, at 20 procent af befolkningen mellem 18 og 64 år har nedsat hørelse. CKVs hørekonsulenter står klar til at hjælpe.

En ny rapport fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) viser, at en stor del af befolkningen i den erhvervsaktive alder har høreproblemer, der kan have betydning for deres arbejdsliv og det sociale liv på arbejdspladsen. Undersøgelsen baserer sig på data fra den tredje og seneste bølge af spørgeskemaundersøgelsen SHILD (Survey of Health, Impairment and Living Conditions in Denmark) fra efteråret 2020.

Ifølge rapporten ”Høreproblemer i arbejdslivet” har 20 procent af alle mellem 18 og 64 år problemer med hørelsen. 2,2 procent mellem 18 og 64 år har en del vanskeligheder med at høre (ca. 78. 000 personer) og 18 procent har lidt vanskeligheder med at høre (ca. 632.000 personer).

Af dem, der har en del vanskeligheder med at høre, er ca. 72% i beskæftigelse, hvor 85% af personer uden høreproblemer er i beskæftigelse. Altså en forskel på 13 procentpoint.

På CKV Hørerådgivningen for unge og voksne kender vi til de udfordringer, der kan påvirke mulighederne for at være i beskæftigelse med et større eller mindre høretab. Vi har specialiseret os i de lovgivningsmæssige muligheder, der støtter personer med høretab på arbejdspladsen, og vi har stor erfaring med de tekniske hjælpemidler, der af og til skal til, for at bevare muligheden for at være en aktiv del af arbejdspladsen. Derudover har vi et godt samarbejde med kommuner og jobcentre for at gøre processen så effektiv for borger og arbejdsgiver, som muligt.

Kender du nogen med høretab, der har brug for en samtale om evt. problemer på arbejdspladsen, er vi klar til at tilbyde en udredende samtale. Vi har mulighed for fysiske såvel som telefon- og videosamtaler.

Læs hele rapporten her (Høreproblemer og arbejdslivet (hoereforeningen.dk))

Smilende kvinde og mand på en arbejdsplads kigger på papirer
APPFWU01V