CKV tilbyder holdundervisning til personer med kommunikative vanskeligheder
Kommunikative vanskeligheder kan virke uoverkommelige for den enkelte, og pårørende kan have svært ved at forholde sig til de kommunikative vanskeligheder i hverdagen. Formålet med CKV’s tilbud om holdundervisning er at møde andre med kommunikative vanskeligheder og at modtage undervisning på en ny måde.
Kommunikationsvanskeligheder kan opstå af mange årsager, og for de berørte kan det være svært at finde en vej tilbage til effektiv kommunikation. CKV tilbyder holdundervisning, der fokuserer på samtale og kommunikation generelt. Formålet med undervisningen er at støtte mennesker med afasi, dysartri, verbal apraksi og/eller kognitive kommunikationsvanskeligheder på deres vej mod bedre kommunikation i hverdagen.
Hvorfor undervisning i hold?
En af de vigtigste effekter af holdundervisningen er, at deltagerne oplever, at de godt kan kommunikere, selvom deres sprog og tale ikke er perfekt. Det sociale samspil i gruppen betyder, at deltagerne kan hjælpe og støtte hinanden, hvilket giver mod til at afprøve nye ting i et trygt miljø. Der skabes en følelse af fællesskab, hvor man både kan grine og græde sammen.
Hvad består undervisningen af?
Holdundervisningen kører som to årlige forløb. Undervisningen foregår én gang om ugen af to timers varighed. Undervisningen omfatter alle domæner inden for kommunikation. For hver deltager fastsættes målsætninger for undervisningen, og når et forløb er slut, evaluerer audiologopæden med hver enkelt deltager, og snakker om behov for fremtiden.
Undervisningen starter ofte med en sang, da kendte sange ofte hjælper ordene med at komme automatisk. Herefter gennemgås dagens agenda. Deltagerne får i undervisningen strategier til at mestre hverdagens kommunikative udfordringer, og dertil får deltagerne selvtræningsøvelser og hjemmeopgaver med hjem.
Udover indendørs undervisning arrangeres også gåture, hvor deltagerne taler om, hvad de oplever og ser i omgivelserne. Dette stimulerer og udfordrer deltagerne til at samtale på en anden måde.
Undervisningen vil desuden ofte tage udgangspunkt i aktuelle emner, hvor deltagerne har mulighed for at snakke om, hvad der rør sig. Dette sikrer, at deltagerne forbliver en del af samfundets samtaler og giver samtidigt deltagerne mulighed for at kunne bidrage til samtaler med venner og familie.
Hvordan inddrages de pårørende i holdundervisning?
Som en del af holdundervisningen tilbydes pårørende at deltage undervejs i forløbet. Det aftales for hver gruppe, om de pårørende skal deltage sammen med deltagerne, eller om der er brug for en samtale for kun de pårørende. De pårørende får en bedre forståelse for, hvem de andre i gruppen er, samt hvilke udfordringer personer i lignende situationer oplever i hverdagen. Dette giver mulighed for sparring deltagerne i mellem, og kan styrke den hjemlige dialog, når både personen med kommunikative vanskeligheder og den pårørende er bekendt med deltagerne og indholdet i holdundervisningen.
Kontakt CKV for at høre mere
Med dette initiativ får mennesker med kommunikationsvanskeligheder mulighed for at udvikle deres evner i et støttende og trygt miljø, hvor de kan spejle sig i andre og finde mod til at prøve sig selv af i kommunikative sammenhænge. Vil du høre mere? Kontakt CKV inden for vores åbningstid, hvis du eller en du kender er interesseret i at høre mere om tilbuddet.