Videre på vej efter CKV
Hvad sker der, når CKV’s logopædiske undervisning for personer med senhjerneskade afsluttes? Hvor går man hen? Findes der mere undervisning, eller er der andre tilbud at få?
CKV tilbyder logopædisk undervisning for personer med senhjerneskade. De henvises fra sygehusafdelinger, kommunerne eller fra private aktører f.eks. praktiserende læger eller pårørende. Det kan også være den ramte selv henvender sig.
Der tilbydes forskellige tiltag alt efter behov, f.eks. den store pakke med undervisning, rådgivning og vejledning, eller enkelte elementer f.eks. opfølgende samtaler. Vi samarbejder også med andre fagpersoner omkring personen med senhjerneskade og tilbyder sparring og råd/vejledning. Endvidere tilbydes samtalestøtte til nære pårørende.
Det logopædiske forløb afsluttes, når personen med senhjerneskade har remitteret tale, når der ikke længere er talemæssig fremgang, når motivationen falder, eller når der ikke længere findes faglig indikation for undervisning.
- Og hvad sker der så?
Når vi nærmer os afslutningen på undervisningsforløbet, taler vi med personen med senhjerneskade om, hvad det betyder for dem, at undervisningen afsluttes, f.eks. hvordan de selv kan træne videre for at vedligeholde talen, hvordan de udfordrer sig selv, samt de muligheder der findes udenfor CKV f.eks. kommunernes og patientforeningernes tilbud. Vi hjælper gerne personen med senhjerneskade med at skabe kontakt til hjemkommunen eller andre tilbud.
CKV har 2 tilbud efter endt undervisning: Afasisang og en samtalegruppe for lettere ramte personer med senhjerneskade.
AfasiSang:
AfasiSang giver deltagerne mulighed for at mødes og i fællesskab opleve glæden ved musikken sammen med andre, der deler samme udfordringer med sproget. At opleve at få ro i sindet og at det kan lykkes at synge, selvom det er svært at tale etc. Der er ingen krav om erfaring med at synge i kor eller have andre musikalske kundskaber – det handler udelukkende om at mødes med hinanden, have det sjovt og glædes over musikken.
Samtalegruppen:
Personer med senhjerneskade oplever ofte, at det kan være svært at begå sig i sociale sammenhænge.
Det kan der være flere årsager til, f.eks. at finde de rigtige ord, ligesom det kan være svært at komme ind i samtalen og at blive hørt. Støj kan også være en udfordring for evnen til at holde sammen på samtalen.
CKV’s samtalegruppe er et forløb, hvor der trænes samtale med andre og hvor det sker i trygge rammer. Det er logopædstuderende, der står for undervisningen. Der er bl.a. fokus på aktiviteter, spil og nyheder.
For begge tilbud gælder det, at tilbuddene er gratis og man skal selv sørge for transport.
Hvis du vil videre mere: Tag kontakt til CKV’s taleafdeling eller læs om AfasiSang på hjernesagens hjemmeside.