PROMPT introduktionskursus 2025
Er du audiologopæd, og ønsker du at fylde din værktøjskasse med viden og kompetencer inden for PROMPT? Så tilmeld dig dette kursus.
PROMPT introduktion henvender sig til audiologopæder, og giver mulighed for at mestre PROMPT-metoden. Kurset er praksisnært og klæder deltagerne på til at kunne lave udredninger og målrettet intervention til børn og voksne ud fra PROMPT-metoden.
PROMPT, der står for Prompts for Restructuring Oral Muscular Phonetic Targets, er en flerdimensional tilgang til talevanskeligheder, der omfatter fysiske-sensoriske, kognitivt-lingvistiske samt socio-sensoriske aspekter.
PROMPT er en evidensbaseret metode, som går ud på at bruge hænderne til at guide klientens artikulatorer – det vil sige læber, kæbe og tunge, for at forbedre klientens taleproduktion. Teknikken kan anvendes på både børn og voksne med talevanskeligheder, og metoden er derfor relevant for hele den audiologopædiske praksis.
PROMPT introduktion afholdes den 12.-14. maj 2025 hos Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi (CKV), Heden 11, 5000 Odense C.
På kurset undervises deltagerne af en certificeret PROMPT-instruktør, og undervisningen foregår på svensk/engelsk.
Kursusindhold:
Introduktionskurset tilbyder en dybdegående indføring i PROMPT-teknikkerne på forskellige niveauer. Gennem en kombination af teoretiske oplæg og praktiske øvelser vil deltagerne lære at identificere motoriske vanskeligheder, fastsætte behandlingsmål og designe effektive forløb ud fra PROMPT-metoden.
Et centralt element i kurset er forståelsen af dynamiske systemer samt en holistisk tilgang til behandling. Deltagerne vil desuden blive introduceret til PROMPT’s vurderings- og planlægningsproces for udredning og intervention, hvilket giver en struktureret ramme for arbejdet med klienterne.
Læringsudbytte:
Ved afslutningen af kurset vil deltagerne være i stand til at:
- forstå og forklare PROMPT’s teoretiske grundlag og anvendelsesprincipper
- anvende forskellige niveauer af prompting tilpasset specifikke behov hos klienter
- analysere tale-motoriske systemer ved hjælp af Systems Analysis Observation og Motor Speech Hierarchy
- tilrettelægge og implementere PROMPT i audiologopædiske forløb
Styrk din praksis:
Efter afslutningen af kurset vil deltagerne blive opført på PROMPT’s hjemmeside som certificerede PROMPT-terapeuter. Med en stigende efterspørgsel efter effektive interventioner for personer med talevanskeligheder er PROMPT en værdifuld tilføjelse til enhver audiologopæds værktøjskasse.
Tilmeld dig nu og tag det næste skridt mod at udvide og forbedre din audiologopædiske praksis.
Tilmeld dig her: PROMPT introduktion | Region Syddanmark (plan2learn.dk)