Nyt inspirationskatalog skal hjælpe børn og unge med udviklingsmæssige sprogforstyrrelser – DLD
Audiologopæd ved CKV, Eva Willaing Lock, har i samarbejde med VISO-specialist Bitten Folke Svejstrup, VISO og VIVE gennem det seneste år arbejdet utrætteligt på at sikre tilblivelsen af et inspirationskatalog.
I hver eneste skoleklasse i Danmark er der ca. 1-2 elever med vedvarende, udviklingsmæssige sprogforstyrrelser (DLD ~ Developmental Language Disorder), hvilket svarer til ca. 8% af alle børn og unge. DLD er en kommunikativ funktionsnedsættelse, der påvirker børns sprogudvikling og giver vanskeligheder med at tale og/eller forstå sproget. DLD er en medfødt, vedvarende sprogforstyrrelse hvor vanskelighederne varierer, men fælles for mennesker med DLD er, at det kan have alvorlige konsekvenser for både den faglige, sociale og følelsesmæssige trivsel – og på længere sigt for deres livskvalitet, uddannelse og arbejdsliv.
Desværre er DLD en relativt ukendt diagnose, selv blandt fagpersoner og beslutningstagere, og det betyder, at mange børn og unge med DLD i dag ikke får den nødvendige støtte til deres udvikling og trivsel. Det skal det nye inspirationskatalog nu være med til at ændre på. Kataloget, som er udviklet i samarbejde med VISO og VIVE, samler viden, anbefalinger og praktiske redskaber, der kan bruges af både lærere, pædagoger, sundhedsprofessionelle og andre, der arbejder med børn og unge.
Kataloget tilbyder blandt andet:
- En tydeligere forståelse af, hvad DLD er, og hvordan det kan påvirke børn og unge
- Værktøjer og metoder til undervisnings- og støttestrategier i skole og institutioner
- Anbefalinger til, hvordan alle kan arbejde bedre sammen om at sikre hjælp og støtte til børn og unge med DLD
Et skridt mod mere synlighed og støtte
Inspirationskataloget er et vigtigt skridt i arbejdet for børn og unge med DLD, men det vil også kræve en større national indsats at sørge for, at denne gruppe ikke bliver overset eller ladt i stikken.
”DLD (.) er sprogforstyrrelser, som man ikke vokser fra, og som for nogle er så massive, at både den faglige udvikling og den sociale trivsel påvirkes. Det kan endda gå ud over livskvaliteten, når uddannelse og arbejdslivet bliver svært at navigere i. Endnu værre er det, at det er de færreste som ved, hvad DLD er, og derfor får disse børn og unge ikke den hjælp, de har behov for” siger Eva Willaing Lock.
Hvor kan man finde kataloget?
Inspirationskataloget er nu blevet offentliggjort og kan downloades gratis på https://lnk.dk/dld.
|
CKV og DLD På CKV har vi allerede god erfaring med undervisning af borgere med DLD, da der har været et stigende antal henvisninger af unge og voksne med DLD gennem de seneste år. Audiologopæderne på CKV tilbyder udredning, rådgivning og vejledning, samt undervisning til borgere med DLD, men også rådgivning og vejledning til uddannelsesinstitutioner og arbejderpladser, når et sådan tilbud er relevant. |