Skip til primært indhold

Styrk børns udvikling og læring - temadag om børns kognition og eksekutive færdigheder

På temadagen får du viden og inspiration til, hvordan du kan styrke børns tænkning, læring og kognitive færdigheder. Du bliver langt mere bevidst om forløb og om de muligheder, du har som underviser og pædagog!

Igennem vores samspil og kommunikation med børn, er vi med til at udvikle børns evner til at tænke og lære. Gennem det understøttende samspil kan vi styrke effekten af vores pædagogiske indsats, så den åbner nye døre for børns læring.

Jens Wilbrandt er en pioner på området. Hans arbejde med børns kognitive udvikling og begrebstilegnelse er ny, og åbner perspektiver med stor betydning for børns generelle udvikling, tænkning og læring.

Legeteket har indbudt Jens Wilbrandt til at holde temadag om børns udvikling og læring i daginstitution og indskoling for fagpersoner: tirsdag den 28. oktober 2025 kl. 9.00 – 15.30

Du er garanteret et højt fagligt niveau, med udgangspunkt i det lavpraktiske i vores hverdag. Du vil gå fra kursusdagen med fornyet indsigt og praksisnær inspiration til, hvordan vi kan støtte vores børns og elevers tænkning, læring og kognitive færdigheder.

Temadagen er både rettet mod almenområdet og mod børn med særlige udfordringer.

Børns tænkning udvikles i høj grad ved, at vi som voksne stiller os mellem børnene og verden og støtter dem lige præcis tilstrækkeligt til, at de mentalt skal stå på tæer. Gennem arbejde med spil, faglige opgaver og andre aktiviteter, kan vi se hvilke generelle kognitive færdigheder, som nogle børn har udfordringer med, og systematisk understøtte udviklingen af disse færdigheder.

Jens Wilbrandt tager udgangspunkt i det medierede samspil, og bygger videre på udviklingspsykologen Reuven Feuersteins pædagogiske tanker, som I præsenteres for på temadagen. Den pædagogiske tilgang fokuserer på at støtte barnet til at lære at lære og lære at tænke ved at udvikle strategier. Barnet opnår således færdigheder, som rækker ud over ”klasseværelset” og ind i det almindelige hverdagsliv.

Tilgangen bidrager ud over viden, også med metoder, tips og tricks, som kan gøre vores kommunikation med alle børn langt mere effektfuld og læringsorienteret.

Temadagen er praksisorienteret, og vil fokusere på spil og aktiviteter, som kan træne børns generelle læringsparathed og kognition.

På dagen arbejder vi blandt andet med fokuspunkter som:

  • Planlægning og systematik
  • Begrebsapparat og logisk tænkning
  • Opmærksomhed og arbejdshukommelse
  • Selvregulering og perspektivtagen

Gennem arbejde med spil, praktiske opgaver og øvelser vil du få egne erfaringer med, hvordan du kan bidrage til at styrke børnenes tænkning og kognitive færdigheder og dermed blive mere opmærksom på, hvordan vi kan støtte vores børns og elevers udvikling.

Vi vil også kort berøre nogle af de vidensmæssige faktorer, som ligger til grund for den medierede tilgang til læring herunder:

  • zonen for nærmeste udvikling, forskellen på intelligens og kognitive funktioner, og betydningen af et forandringsorienteret mindset

  • neuroplasticitet og samspillet mellem kognitive og mere emotionelle og sociale faktorer

Om underviseren:

Jens Wilbrandt er autoriseret psykolog med speciale inden for kognitions- og læringspsykologi. Han er eksponent for en udviklingsorienteret pædagogisk-psykologisk tilgang, og har mangeårig erfaring inden for det specialpædagogiske område og som underviser inden for det neuropædagogiske område. Ud over varetagelse af en lang række kompetenceudviklingsopgaver i forhold til fagfolk og som Viso-specialist, så arbejder han intensivt med dynamisk assessment og kognitiv træning, herunder som underviser og supervisor for en række andre fagprofessionelle. Han er uddannet og certificeret i en række forskellige træningsmetoder og i dynamisk assessment, som fokuserer på systematisk afdækning af udviklingspotentialer

Læs mere om kurset og tilmeld dig her: Styrk børns udvikling og læring - Temadag om børns kognition og eksekutive færdigheder 

Legeteket på CKV støtter op om forældres samspil med deres børn og om fagprofessionelles arbejde med børn. Legeteket afholder kurser, som højner fagligheden. I Legeteket kan du få råd og vejledning omkring lege, øvelser og aktiviteter samt om udviklingsorienterede materialer og produkter, som støtter op om feltet.

 

Kvinde sidder med to legende børn
APPFWU01V