Skip til primært indhold

Hvad gør man, hvis det offentligt udleverede høreapparat går i stykker?

Mange er i tvivl om, hvad man skal gøre, hvis ens høreapparat ikke lyder, som det skal. Skal man ringe nogen steder hen, eller må man selv sende det til reparation?

Det kan (næsten) ikke undgås, at de små og kompakte høreapparater, der fremstilles i dag, får brug for en tur til producentens reparationsafdeling i løbet af de fire år, garantien løber. Varme, fugt, slag, ørevoks osv. presser den særlige, danske garantiperiode til det yderste. 
 
Hvis man har fået høreapparater fra en offentlig høreklinik, og der stadig er garanti på apparaterne (tjek papirerne der fulgte med ved udlevering), så må man gerne selv sende dem til reparation. 
 
Gør således: 

  • Find en solid æske (eventuelt den, der fulgte med ved udlevering) og læg høreapparatet deri. Sørg for, at det er slukket, så det ikke ligger og piber (se i brugsanvisningen hvordan).
  • Skriv et lille brev med navn og adresse på, og beskriv, hvad der er i vejen med det, for eksempel: “det er tavst”, “ledningen er knækket”, “det siger mærkeligt”, “filteret sidder fast”, osv.
  • Læg høreapparat og brev i en foret eller kraftig kuvert og skriv adressen på producenten uden på (Signia, Rexton, Widex, Oticon, Bernafon, Sonova, GN Resound. Producenten fremgår af udleveringspapirerne).
  • Luk kuverten og skriv gerne afsenderadresse på. 

Ifølge den seneste rammeaftale, skal reparation gennemføres således, at høreapparaterne er modtaget retur og med indlæste tilpasningsindstillinger senest 7 arbejdsdage efter, producenten har modtaget dem med posten. Hvis der er tale om i-øret høreapparater og ørepropper, er denne frist på 10 arbejdsdage 
 
Fra 1. januar er alle postkasser i Danmark nedtaget, men på Post Nords hjemmeside https://www.postnord.dk/privat/send/ eller DAO'S hjemmeside https://dao.as/ kan man bestille og betale porto og sende det fra det lokale post-udleveringssted (Post Nord og DAO). Som noget nyt kan man via DAO (mod ekstra betaling) også få brevet/pakken hentet fra ens trappesten.  
 

Kan man ikke undvære apparaterne i reparationstiden? 

Hvis man har behov for at låne service-apparater, imens ens egne er til reparation, skal man selv ringe til den høreklinik, hvor man har fået udleveret sine høreapparater for at låne noget, man kan høre med i ventetiden. 
 
CKV Hørerådgivningen hjælper gerne borgerne i vores abonnementskommuner.
Er papirerne væk? Er man usikker på, hvor gamle høreapparaterne er? Hvor skal de sendes hen? 
Ring til CKV Hørerådgivningen, vi kan slå producent og udleveringsdato op og ved behov sende adressen på SMS.

Vi har telefontræffetid hver mandag, onsdag og torsdag ml. Kl. 9.00 og 11.00 på telefon 99 44 34 00. 

Hånd med et høreapparat
APPFWU02V