Synstolkning
Der findes forskellige muligheder for at få læst undertekster op på dit tv. Der findes også forskellige løsninger, som kan ændre størrelse, farve og kontrast på underteksterne.
Danmarks Radio DR har to synskanaler, nemlig DR1syn og DR2syn. På begge kanaler læses underteksterne op. Visse programmer synstolkes, også. Synstolkning betyder, at en person fortæller, hvad der sker på skærmen, fx ”en dame står ud af en rød bil”. Synstolkning sker typisk i danske DR producerede serier.
Se på DRs hjemmeside hvordan du finder de to kanaler på dit tv.
På nuværende tidspunkt findes der forskellige andre løsninger. Det er muligt at tilkoble en lille boks til tv’et. Boksen læser undertekster, når du ser programmer med danske undertekster. Der findes også en app løsning, her læses undertekster ved hjælp af en smartphone eller tablet. Kontakt CKV synsrådgivningens konsulenter for den nyeste viden og information på dette område.
Der findes ligeledes fjernsyn, som er i stand til at ændre tekststørrelsen, ændre farver m.m. Det vil en tv forhandler kunne vejlede dig omkring. Underteksterne kan også forstørres ved hjælp af forskellige løsninger, hvor du tilkobler en lille boks til dit tv. På dette område sker der hele tiden en masse nyt.
Vær opmærksom på, at ikke alle løsninger kan anvendes, når du ser direkte tv. Nogle løsninger virker kun ved streaming.